Nyheder - Panther's Homepage

Go to content

Klister på døren

Panther's Homepage
Published by Panther in Nyheder 2019 · 6 January 2019
Firmaet, hvor jeg arbejder, moderniserede interiøret i bygningen for over 1 år siden. Det resulterede i, at alle døre fik en glasrude. Denne glasrude har, efter min mening, et par ulemper. For det første så opfattes en lukket dør nu som en åben dør, eftersom folk kan kigge ind til en. Det er irriterende, hvis man af den ene eller anden grund godt vil have fred og ro. Det andet problem er, at det kan give problemer med genskær og modlys fra kontoret overfor.

Jeg lider af migræne og er af den grund ekstra følsom overfor lys, og jeg kan slet ikke tåle modlys. Så jeg har gået og spekuleret på flere løsninger til at skærme af. I forbindelse med Black Friday sad jeg og kiggede på Amazons side efter gode tilbud, og pludselig så jeg en mulig løsning på mit problem. Jeg er godt klar over, at man kan købe noget materet film og klæbe på ruden, men jeg ønskede også en smule farve (ikke for meget, for det er ikke velset med andet end hvid/grå/sort på arbejdet), og så skulle det ikke på nogen måde skade døren. Og jeg kan lige så godt indrømme, at jeg ikke er glad for klister. Jeg synes altid, at det efterlader mærker.

Jeg havde fundet noget plastfolie med et pænt mønster i afdæmpede farver, og det var uden klister af nogen art. Det fungerer ligesom de julefigurer, man kan klæbe på vinduerne (og andre helt glatte overflader). Der var noget leveringstid, og jeg havde fri i hele december, så det var først nu, at jeg kunne få det afprøvet. Det var nemt at hænge op og skære til, og så ser det bare så flot ud. Det dækker ikke ruden hele vejen ned, men inden jeg køber et ekstra stykke folie, så vil jeg lige være sikker på, at det må have lov til at blive hængende. Umiddelbart er jeg mere end tilfreds.




Back to content